- Springers -
Jeg hedder Signe og jeg er i dag 19 år gammel. Vi har haft dyr siden 1998 og kanin siden 2001. Jeg har altid været meget glad for dyr, og vi har derfor haft og har lidt af hvert: Hund, katte, marsvin, fisk af forskellige slags – både i akvarium og havedam, hamstere og selvfølgelig kaniner. I dag har vi en hund og en kat hos min far og to katte og tretten kaniner hos min mor.
Min første kanin var selvfølgelig købt som et kæledyr, men da jeg i første omgang blev medlem af DK, var det for at udstille. I et stykke tid var mit fokus primært på udstillingskaniner, og selvom jeg kun havde en enkelt kanin, forestillede jeg mig at mine fremtidige skulle være i samme race og farve, så jeg kunne deltage i udstillinger. Dette fokus ændrede sig dog hurtigt da jeg fandt ud af, at en af mine unger var særlig dygtig til kaninhop. Snart efter deltog jeg i konkurrencer frem for udstillinger. Jeg udstiller stadig engang i mellem, og til visse udstillinger kommer jeg altid. Men kaninerne og jeg foretrækker nu hoppen.
Jeg blev desuden færdiguddannet som kaninhopdommer i 2010.
Jeg bor primært hos min mor, men min far bor mindre end en kilometer væk, så vi ses meget ofte. I sommers blev jeg student på Birkerød Gymnasium efter tre lange, men skønne år! Min linje var sproglig/samfundsfaglig, da jeg forestiller mig, at jeg videreuddanner mig til journalist eller læser dansk og kommunikation.
Jeg bruger naturligvis meget tid på alle vores dejlige dyr, ikke mindst når jeg er så heldig at have kaninunger. Jeg lægger stor vægt på, at kaninerne går i rummelige, rene bure, og at de bliver aktiveret enten i form af løbegårde, gåture i sele eller kaninhop.
Udover kaninerne interesserer jeg mig meget for musik, dansk litteratur, politik og samfundsfag. Jeg arbejder i øjeblikket som analyseassistent for COWI og fra april 2012 starter jeg som pædagogmedarbejder i en lokal SFO.